Tilknyttet Studentersamfundet er der en række caféer, som er til for at gøre livet meget sjovere for de studerende. Caféerne har åbent stort set hver fredag i løbet af både efterårs- og forårssemesteret og tilbyder et omfattende sortiment af arrangementer, der spænder vidt fra fastelavnsfester, boatrace og oktoberfest til live-musik og stand-up. Barerne tilbyder en hyggelig stemning og giver de studerende muligheden for at restituere oven på en lang og hård uge med forelæsninger og samtidig blive klar til den næste.
Barerne drives af de studerende, for de studerende på frivillig basis, og du kan være med! Du behøver ikke at være erfaren bartender, men en vis forkærlighed for øl skader aldrig. Er du ikke bange for at give en hånd med og tage lidt ansvar, så er den nærmeste fredagsbar et fremragende sted at skabe nye venskaber på tværs af studieretninger, uanset om du helst vil stå foran eller bag ved hanerne. Lyder det kedeligt? DET er det ikke! At være baraktivist er forbundet med lige så lidt eller meget arbejde, som man selv lyster, men har du ydet dit til at gøre en fredagsbar til en bedre oplevelse for andre, så venter belønningen i form af kolde øl og andre tossede aktivister, som altid er friske på at feste.